Få mest muligt ud af din træning, når du er skadet

Skinnebensbetændelse, overbelastninger og skader er ikke ukendte begreber for dem, der træner. Hvis man er blandt den store procentdel af danskerne, der dyrker motion i sin hverdag, vil man nemlig uden tvivl have oplevet enten det ene eller det andet i forbindelse med sin træning, uanset om det drejer sig om løb, fodbold eller vægttræning. Og hvis man har været så uheldig at opleve noget af førstnævnte, vil man også have erfaret, hvor irriterende det er, at man ufrivilligt bliver nødt til at sætte sin træning i bero eller sætte intensiteten ned, eftersom det kommer til at ødelægge ens udvikling og program. Heldigvis er der i løbet af de sidste par år blevet fundet et par forslag hist og her, som muligvis kan gøre det muligt at træne og opnå fremskridt på trods af sin skade.

Okklusionstræning

Noget af det, der langsomt har vundet frem indenfor styrketræningen, er den træningsform, der hedder okklusionstræning (også kaldet KAATSU-træning). Nogle synes, at det er en ubehagelig form for træning, men andre sværger højt og helligt til det. Det er nemlig en træningsform, der går ud på, at man benytter manchetter til at reducere tilbagestrømningen af blodet i venerne – enten øverst på armen, hvis du vil træne overkroppen, eller øverst på benet, hvis du vil træne underkroppen. Det er dette pres på venerne, der gør, at nogle finder okklusionstræning ubehageligt. Det fungere på den måde, at man skaber et stressende miljø for de arbejdende muskler ved at klemme på venerne med manchetten, og på grund af den reducerede strømning vil musklerne blive hurtigere udmattede end normalt. Denne udmattelse og metabolismen er det, der fører til den stimulans, der sætter gang i musklernes vækst ved lav belastning og intensitet. Det vil sige, at du med meget lav belastning vil kunne opnå et fremskridt i samme grad, som hvis du benytter dig af en høj belastning.

Fordi du ikke lægger særlig meget pres på muskler og sener med okklusionstræning, er det en glimrende træningsform til dig, der døjer med en skader eller prøver at komme ovenpå efter en. Udover at det er godt for dig med skader, fungerer det også godt som en metode til forebyggelse af potentielle skader. Det er altså en god ide, at du engang imellem tilføjer okklusionstræning til dit træningsskema, da det både kan spare dig for skader og give dig et lille afbræk fra de tunge vægte.

Selvom okklusionstræning er anerkendt og anbefalet af diverse forskere indenfor området, er det vigtigt, at man tager sig nogle forholdsregler med denne træningsform. For det første er det vigtigt, at man ikke strammer manchetterne for meget, da det kan stoppe helt for gennemstrømning – hellere for løst, end for stramt. For det andet må man heller ikke benytte for høj belastning, når man benytter manchetter. Belastningen skal helst ligge mellem 20 og 50 procent af ens 1RM. For det tredje skal man begrænse den tid, man kører med okklusion, til max 10 minutter af gangen. Hvis bare du har dette i baghovedet, kan okklusionstræning være meget gavnligt.

Alternativer til den almindelige løbetræning

Hvis du er løber og ikke styrketræner, men er skadet eller lider under en overbelastning, der gør, at du ikke kan løbe som normalt, er der heldigvis alternativer, der giver dig muligheden for at vedligeholde din form og træning. En af de bedste måder at holde din løbeform ved lige på trods af skader er ved at løbe i vand, da modstanden gør det hårdt, og du lægger ikke særlig stor belastning på dine ben, da vandet sørger for, at ens normalvægt virker en del lettere. Du kan også hive cyklen frem og tage nogle ture på denne, da den kan bruges i alle henseender, uanset om det er skinnebensbetændelses eller en knæskade, du døjer med.